Phone-fødslen
Før du får din første ve, har du sikkert lavet aftaler med dine nære og kære om, hvem der får hvad at vide hvornår. Nogle vil gerne holde fødslen privat indtil den er overstået, andre vil ikke bekymre bedsteforældre unødigt, mens andre igen vil dele med så mange som muligt.
Det er ikke ret mange generationer siden, at barnets far måtte stå på sidelinjen af fødslen. Han var mand og hørte som sådan ikke ind i føde-scenariet. Han sad udenfor soveværelset ( ved hjemmefødsel) og senere i venteværelset ( når hospitalerne overtog fødslerne). Fødslen var noget mellem kvinder – og senere – ved hjælp af læger.
Jeg skimter 3 forskellige tidaldre:
-tiden hvor fødslen foregik hjemme, og var en social begivenhed, som alle kvinder der var i nærheden, unge som erfarne, kunne bidrage til. Selv den kvinde der fødte for første gang havde set et antal fødsler før, og de samme kvinder som hun havde hjulpet, hjalp hende.
-tiden hvor fødslerne rykkede ind på hospitalet, og netværket blev efterladt hjemme til fordel for uddannet personale og den ensomme mand, som uroligt stod udenfor og trippede.
-tiden i dag, hvor fødslen er en par-begivenhed, som gerne foregår i hospitalet trygge rammer, men hvor vi har fået lyst til at dele vores fødsel med omgivelserne igen.
Måske er det derfor vi som jordemødre ser et nyt fænomen: phone-fødslen. Kvinder og par er blevet mere optaget af at dokumentere sit liv, for at kunne gemme minderne og for evigt holde fast i de særlige øjeblikke. Og for at kunne dele disse øjeblikke med nære og kære, og ja, for nogle med gud og enhver mand!
Når man tænker over at pakke sin hospitalstaske, er noget af det vigtigste man pakker en telefonoplader, og måske et par ekstra, hvis noget skulle gå galt. Telefonen skal selvfølgelig ikke pakkes – den har vi jo i hånden! På fjernsyn ser vi reklamer, hvor skrækscenariet er, at fars telefon løber tør for batteri, lige når det første billede skal tages af den lille ny.
Phone-fødslen er den fødsel, hvor hver ve ses som en mulighed for en fed selfie, pressefasen skal filmes, og hvor mor skal se ind i kameraet og sige bandeord, ligesom i ”Friends”, hvor den første amning ligger på Facebook indenfor minutter, og hvor ”likes” og interaktioner giver fødslen dens mening.
Mobiltelefonerne er kommet for at blive, og ønsket om at dokumentere så stor en begivenhed som en fødsel, er forståelig og naturlig. Ønsket om at dele fødslen med andre ligeså.
Der kommer selvfølgelig et men. Et lille men, for jeg er splittet. Når veerne skal arbejde og kroppen følge med kan selv mindste fokusforstyrrelse kan være ødelæggende for fødslen. Fødslen kræver fuld fokus på nuet, på det indre, på det utalte. For fødslen sker så langt inde i kroppen og i sjælen, og er så kraftfuld en karrusel, at vi må holde øjnene i horisonten hele tiden, for ikke at blive køresyge. Vi må bevidst skubbe distraherende tanker væk, for at kunne arbejde med, og vi må lukke omgivelsen ude, for at høre kroppens brus. Og i den situation, har mobiltelefonen ikke nogen plads. Denne lille skærm, som rummer hele verden, har magt over vores hormonelle balance, vores belønningssystem og vores opmærksomhed, har også magt at tage fokus fra den voldsomme, og alligevel subtile forandring der er ved at ske i vores krop og liv. Vi ved, at veerne gemmer sig, når vi skal flytte fokus, flytte omgivelse, forholde os til information og bruge vores rationelle intellekt. Og med den viden er det en naturlig bekymring, hvis mobiltelefonen indtager og overtager fødslen.
Der er ikke noget mere hjerteskærende at se, end forældre der hele tiden bliver afbrudt i sit forældreskab af en telefon, og børn der står tilbage og (med rette) føler sig nedprioriteret. Og vi kan kun gisne om hvilke psykologiske effekter det har på disse børn. Forestil jer, hvordan et helt nyfødt barn må påvirkes, hvis den første amning og første øjenkontakt bliver afbrudt af blitz fra et kamera, eller mor der tager en selfie. Ej, det lyder bestemt ikke rart.
På den anden side kan man jo ikke bare lægge kontakten til alt fra sig – det har jo aldrig været ideelt i fødelssituationen! For den lille skærm, som rummer hele verden og vores følelsesliv, rummer jo netop også vores nære relationer, vores kæreste minder. Livet har været fragmenteret og isoleret, og ved hjælp at nye kommunikationsveje, er vi ved at genforenes. Vel og mærke gennem nye fora, men alligevel. Vi deler vores liv igen, det vigtige og det ligegyldige. Vi er ikke alene længere. Og hvor ville det da være sørgeligt, hvis vi ikke kunne dele vores store lykke med andre. Hvor ville det være ensomt!
Vi står i et dilemma. Behovet for at være i nu’et og her’et, står overfor og i kontrast til vores moderne liv. Livet, hvor nu og her bliver visket ud, for at muliggøre det frie liv og relationerne samtidig. Skal vores barn på insta lige efter fødslen? Skal FB have adgang til de aller første billeder af vores guldklump? Eller skal vi pludselig stå alene med en erfaring, uden at kunne dele, og søge erfaring fra andre i samme situation? Det er nemt at dømme smartphonen hårdt, og anklage den for at selv i livets vigtigste øjeblikke at trække opmærksomheden væk fra at være tilstede. Men måske er ”tilstede” bare på en anden måde end før?
Jeg mener ikke at mobiler er et onde. Jeg mener at de er den hidtil bedste løsning på et behov for at knytte bånd, skabe erfaringer og dele med andre. Men at den hidtil bedste løsning rummer nogle alvorlige konsekvenser for hvordan vi oplever vores liv og vores relationer. Derfor mener jeg, at en gylden mellemvej skal findes. Din mellemvej skal jeg ikke gøre mig klog på, men er du klog, så har du overvejet vejen på forhånd. Hvad vil du mest huske i dit hjerte fra den dag du fødte? Hvordan og med hvem vil du dele? Og hvem sørger for at det bliver gjort?
Må jeg aller ydmygst foreslå, at din fødselshjælper – hvad enten det er barnets far, eller en anden, påtager sig rollen som kommunikatør? At han ved, hvem der skal varskoes, hvem der skal dele erfaringen, og hvornår dette skal gøres? At i aftaler det på forhånd – så godt det nu kan lade sig gøre. Hvis fødselshjælperen er din partner, er det ikke utænkeligt, at han under fødslen sidder og vrider sig i stolen efter at kunne hjælpe dig. Og efter fødslen er han ligeså betaget af jeres barn som du er – men må holde sig til tilskuerbænken, når du skal prøve at amme første gang. Der vil være mange tidspunkter, hvor sådan en far kan dele og kommunikere – og kan sortere i hvilke hilsner som er vigtige, og hvilke der er ligegyldige. Brug ham!
Manden har fået forskellige invitationer til fødslen gennem tiderne. Uvelkommen, stå alene udenfor døren, kom og vær med til det hele. Lad far få en opgave, lad ham få flere. Og sørg for at hans tilskuerperspektiv på fødslen bliver interagerende! Drag nytte af hinandens forskellige positioner i denne proces: du skal som fødende kunne vende blikket indad og være i nuet, han bevarer overblikket og kan både dokumentere, kommunikere og sortere.
Hvor er det fedt når man er flere om en fødsel!
コメント